De sidste par måneder har føltes som et dybt vinterhul fyldt med de mest forfærdelige små tankemonstre, man kan ønske sig. Jeg havde håbet, at jeg ville skrive om noget mere muntert, noget med passion eller inspireret af lysende intelligens, men mit indre landskab ser ikke ud til at stemme. I stedet vil jeg dele med jer, præcis hvor jeg er, i alle mine 50 nuancer af dansk grå. Otte måneder inde i denne flytning nordpå har jeg snart min første danske vinter under bæltet. Det har været en kæmpe opgave for krop, sind og ånd. Den sommerfugl, der var ved at vokse frem, da jeg forlod London, har måttet gennemgå en endnu større udvidelse og forvandling. Selv om det kan være en spændende og fortryllende oplevelse at kaste gamle skind af sig, er det også fyldt med nostalgi, som fanger mig i sit spind af gammelt stof i tiden. Januar fangede mig i luften, svævende i fragmenterede øjeblikke af et gammelt jeg. Bevægelige billeder og minder ligger åbne på min baggrund. Når jeg samler dem op, begynder sepiafarven at falme, og det er ikke andet end et minde om noget, der plejede at være … Hvem jeg plejede at være.
I dette vikingerige med alle sine vintergrå nuancer er jeg blevet slået af de særlige øjeblikke, hvor farver og enkelhed vækker den slidte ånd.
Jeg føler sorgen fra tusind år eller mere vælte ind over mine indre planer. Oversvømmet af mine egne tårer plasker de over hvert gammelt billede, og jeg bliver katapulteret dybere ind i forståelsen af, at denne livets mystiske dans er skrøbelig og kortvarig. Hver bølge af sorg sender mig ud på nye strande, hvor jeg ligger slidt, vissen, rynket og hel. Denne dans, hvor jeg holder sammen på alle de forskellige dele af min historie, er fortsat en slags jonglering. Moderen i mig med to små drenge ønsker stabilitet og tryghed. Men hverdagens madpakker, skolekørsel, lærerjob, legeaftaler, madlavning, tidlige morgener, lærer-forældremøder og et hus fyldt med Lego og papirflyvere kan være svære at få til at gå op i en højere enhed. Den kunstneriske mor vil gerne skabe, læse, skrive, danse, arrangere retreats, dyrke yoga, rejse, være i junglen, fare vild i sit eget kredsløb af selvudfoldelse, mens hun udforsker sin bevidsthed. Moderen i mig, som har født sin bog og sit album; som ønsker at give mere og ikke føle sig usikker, når hun ser Facebook-, Instagram- og YouTube-medier, som får hende til at føle, at hun er en falmende fiasko i forhold til sine egne forventninger. De sidste par måneder har været svære at navigere i. Det har været svært at gøre det i et fremmed land med andre lugte, lyde og koldere temperaturer. Det har været opslidende at se fortidens dæmoner i øjnene. Hver dag har føltes som en ubarmhjertig opgave med at møde op og være mor og kunstner.
Denne dans med at holde alle de forskellige dele af min historie sammen er fortsat en slags jonglering.
Når de forfærdelige tankemonstre dukker op, hører man kun negativ snak. Når jeg kun ser mørke og taler ord fra et rum af frygt, ved jeg, at jeg er nødt til at synge omkvædet i min nye sang: “Du skal grave dybt, dybt ned, rundt og rundt, indtil du finder det, du leder efter.” Disse ord har holdt mig fast, mens jeg lå i fosterstilling på køkkengulvet. Mens jeg ligger i dyb overgivelse til forandringerne i mit liv, er jeg taknemmelig for, at jeg er i stand til at føle så dybt, elske så fuldt ud og være det sårbare væsen, jeg er. I dette vikingerige med alle sine vintergrå nuancer er jeg blevet slået af de særlige øjeblikke, hvor farver og enkelhed vækker den slidte ånd.
Thor tog mig med til et galleri, der hedder Arken. Arkitekturen var en fryd for øjet, og der var så meget plads. Da vi gik rundt i de forskellige rum, fandt vi installationer med titlen ‘ensomhedens vokabularium‘. Jeg blev mødt af 45 hyperrealistiske klovne, der alle lå i forskellige stillinger og rum i rummet. Hver og en udstrålede et kalejdoskop af farver, med deres masker på, lukkede øjne og i meditation. Jeg tænkte, at klovne normalt skulle være glade, energiske og underholdende. Men disse var det modsatte: kontemplative og passive. Disse 45 klovne virkede næsten menneskelige – som om de lige var trådt ud af deres roller og klovnesko; eller de var på vej ind i deres roller, lige ved at binde deres snørebånd, hver især fanget i et fredfyldt øjeblik, før showet begynder. Da jeg senere læste hver klovns tema, blev jeg glædeligt mindet om, hvordan de hver især var repræsenteret i nuet – hvordan hver af disse måder at være på giver ekko gennem de grå nuancer.
Vær. Trække vejret. Sove. Drømme. Vågn op. Stå op. Sidde. Høre. Se. Tænk. Stå. Gå. Tisse. Gå i bad. Tage tøj på. Drikke. Prutte. Skide. Læse. Grine. Lav mad. Lugte. Smage. Spise. Gør rent. Skrive. Dagdrømme. Huske. Græde. Slumre. Røre ved. Føle. Stønne. Nyde. Flyde. Kærlighed. Håbe. Ønsker. Synge. Danse. Fald. Forbande. Gabe. Klæde sig af. Lyve.
Denne kunstudstilling påvirkede mig på en så smuk måde: Den inviterede mig til at falde ind og indånde farverne; til at lade kreativiteten strømme gennem mine årer; til at finde legen og se skabelsen i det hverdagsagtige. Den mindede mig om, hvor enkelt livet egentlig er, når vi..:
- vælger at lade det flyde
- vælge at lade tingene være, som de skal være
- Hold op med at blande dig i det større billede
- føle alt det, vi har brug for at føle
- er ærlige med vores sorg og glæde
Det gav mig mulighed for at dæmpe abesindet og omformulere mine tanker: Hør intet ondt,se intet ondt,tal intet ondt.
Når jeg hører mine sønner tale et nyt sprog med deres venner, og deres engelske toner begynder at forsvinde, bliver jeg mindet om det nuværende øjeblik – hvor noget nyt er ved at blive skabt. Det skal ikke skyndes eller forhastes. Det har brug for vand, kærlighed, opmærksomhed og tid.
Det har brug for tid til at falde til ro, tid til at trække vejret, tid til at græde, tid til at være stille, tid til at hele og en masse selvkærlighed og accept. Mens jeg ser frem til foråret og de nye farver, der vil dukke op, ser jeg frem til at møde min indre klovn af legesyge og muligheder.
