Jeg vidste, at flytningen til København ville være en stor investering. Jeg vidste, at det ville vække gamle mønstre i mig og give ekko af noget så velkendt og alligevel nyt. Min ankomst har været et kalejdoskop af nye billeder, lyde, lugte, smage og, vigtigst af alt, følelser. Spændingen, da jeg landede, kyssede tristheden ved at give slip – på alt det, der har bragt mig hertil. De tårer af sårbarhed, der er strømmet ud af mig siden ankomsten, kunne have fyldt alle de tørkeramte dæmninger i Sydafrika. Det, der har været interessant at observere, er min frygt; den er ikke reel, men alligevel synes den at kapre mine øjeblikke af nyhed og spontanitet. Denne frygt kan være meget anstrengende og sende mig ud i trættende tankesløjfer, der væver deres eget spind, mens disse små væsener af angst og selvtvivl langsomt finder deres greb. De klæber sig til stoffet i mine egne opdigtede historier og begynder at danse i bølger af uværdighed, selvhad og følelsen af ikke at være god nok.
Men denne smag af forandring og bevægelse har åbnet nye niveauer
af sårbarhed. Jeg har måttet overgive mig til en ny del af mig.
De sidste tre år har ikke altid været nemme; jeg har flyttet utallige gange … job, hus, land. På mange måder var og er dette bare endnu en flytning, endnu et skub fremad, endnu et skridt ud i det ukendte. For det meste har jeg været forberedt og klar til at omfavne forandringer. Men denne smag af forandring og bevægelse har åbnet for nye niveauer af sårbarhed, som har taget min frie ånd på sengen. Jeg har været nødt til at overgive mig til en ny del af mig selv, mens jeg lader denne rutsjebane udspille sig, mens jeg er fuldt til stede. Det har betydet et radikalt skridt dybere ind i selvkærlighed, accept og at være blid ved mig selv, når alt andet føles så fjernt og langt væk. Det føles, som om jeg har løbet et maraton; jeg har trænet så hårdt for at komme derhen, hvor jeg skal være – nu befinder jeg mig i den sidste del af denne rejse, som kræver mental styrke og udholdenhed. Der er ikke noget sikkerhedskort – kun et kort over intuition og tillid. Det er en tillid til det ukendte, som kun jeg kan holde i live. Med nutidens spirituelle begreber som “bare vær med”, “stol på universet” og “tillad dig selv at overgive dig” (og selv mens jeg skriver dette, danser min kyniske side en lille dans), er jeg for det meste i stand til at forstå og acceptere dem og anvende dem i mit liv. Men da de seneste uger har krævet så meget styrke og åndelig udholdenhed, har jeg taget mig selv i virkelig at sætte spørgsmålstegn ved begrebet TILLID. Og så sker det magiske. Ud af det blå, når jeg mindst venter det, cykler jeg langs vandet med smukke skyer, der dannes, mennesker, der leger og griner, og jeg bliver ført til det nærværende og kraftfulde øjeblik NU.
Der findes ikke noget sikkerhedskort – kun et kort over intuition og tillid. Det er en tillid til det ukendte, som kun jeg kan holde i live.
Det er i dette øjeblik, hvor alle sanser er vågne, og jeg ikke kan forestille mig at være et andet sted, at jeg er åben for magien i at være til stede. Min tillid forstærkes, når jeg minder mig selv om, at vi kun kan tage et øjeblik ad gangen. Når vi lader prikkerne blive forbundet, lader tårerne flyde, lader følelserne koge over, renser vi ud i de negative tanker, lader de gamle ekkoer synge deres snak og lader bølgerne rulle ind i hinanden og finde deres form. Og mens vi gør det, skal vi passe på os selv – tage os tid til at danse, løbe langs stranden, spise godt, hvile, tage os tid til os selv og være venlige over for forandringsprocessen. Jeg har ingen idé om, hvor lang denne overgangsperiode vil være, eller hvor lang tid denne tilpasning vil tage. Jeg kan kun høre stemmerne fra mit bankende hjerte, der fortæller mig, at dette er det rigtige skridt, og jeg er velsignet og taknemmelig for al den læring og alt det, der vil ske. Jeg ved også, at jeg vil træde ud af min dybe sårbarhed og rejse mig stærkere og klogere end før. Når alt kommer til alt, skal jeg lære et nyt sprog. Danmark, jeg byder alt det velkommen, som du vil bringe til mig.
