Integration … At “gøre hel”

Sårbarhed er ikke at vinde eller tabe; det er at have modet til at vise sig og blive set, når vi ikke har nogen kontrol over udfaldet. Sårbarhed er ikke svaghed; det er vores største mål for mod. – Brené Brown

De sidste otte måneder har givet mulighed for den nødvendige integration og for at se, hvor de sidste syv år har ført mig hen. Den uophørlige sorg fortsætter med at skabe nye rum i mit væsen. Den dybde, jeg rører ved hver eneste dag, har været en opslidende tur med glæde og sorg i samme vogn. Det er en rutsjebane, som jeg nu forstår aldrig vil stoppe; der er bare pauser, som bliver længere. En endeløs strøm af tårer kan sætte sit præg på natten, mellem distraktionerne, og føre mig ind i en søvn af sorg. Det er først for nylig, at jeg har fundet ud af, hvad det vil sige at “blive hel”, og hvordan det at give slip er en del af integrationsprocessen. Når jeg ser tilbage, kan jeg se, at det startede med min første dieta i Peru (hvor jeg fik doser af plantemedicin), som er blevet vævet tæt sammen med mit liv i de sidste 16 år. Jeg er klar over, at det har taget mig næsten syv år fuldt ud at integrere den undervisning og dybde, jeg oplevede i den tid med stilhed, ensomhed og diæt med plantemedicin. Hvert kapitel i denne syvårige cyklus har været et vigtigt springbræt for den, jeg er i dag. Hvert øjeblik har været en dyb indskydelse i at give slip og lære at rejse sig efter hvert fald i arenaen. Det, der skulle blive til en cyklus af dyb opløsning, startede, da Tiago og jeg gik fra hinanden for syv år siden. Jeg gav slip på det, jeg troede altid ville være. Skilsmisse og deling af en familie er smertefulde og ydmygende processer, og det har taget mig lang tid at finde fred i kompleksiteten. At forlade England efter 15 år var endnu en bittersød tilpasning, da jeg flyttede tilbage til Sydafrika i en inkubationsperiode på ni måneder. Derefter rejste jeg til Danmark, et fremmed land, for at skabe et nyt hjem for mig selv og drengene. Folk kommer ikke til Danmark på grund af vejret; et stærkt kærlighedsforhold var katalysatoren for en sådan forandring, og min søster boede der allerede. Dette forhold på tre et halvt år blev til et hus med følelsesmæssigt og fysisk misbrug. Slutningen var dramatisk. Det var en traumatisk oplevelse at skulle forlade en person, som jeg troede, jeg elskede. Det har taget tid at bearbejde afviklingen af et forhold, der var giftigt for både mig selv og mine børn. Der stod jeg og coachede kvinder om vold i hjemmet og gaslighting, og jeg var helt ude i tovene. Jeg er stolt af mig selv, fordi jeg gik væk og valgte en anden vej. Så kom den globale COVID-19-pandemi og verdensomspændende nedlukninger og restriktioner. Den rejse var, og er stadig, en dyb udgravning af sorg på mange niveauer. Vi har hver især vores egne historier om, hvad denne tid har betydet – vores egne rejser for at finde overgivelse og accept i usikkerheden i disse skiftende tider. Disse kapitler er kommet i en sluttet cirkel, da de alle er blevet mødt med den sorg, det er at give slip. At rejse mig efter hvert fald har på mange måder forberedt mig på den mest uventede sorg af alle – at miste min mor. Hvert efterår har lært mig om mit åbne hjertes modstandskraft og om, hvor stærke vi er som mennesker. Jeg føler mig velsignet med min spirituelle praksis, som giver mig adgang til dybden af min smerte og lykken af min glæde.

De gør mig i stand til at stole på livets mystiske rejse, selv når man står med ansigtet nede i mudderet, og når sorgen føles, som om den drukner en. At leve helhjertet handler om at engagere sig i vores liv fra et sted, hvor vi er værdige. Det betyder at opdyrke modet, medfølelsen og forbindelsen til at vågne op om morgenen og tænke: “Uanset hvad der bliver gjort, og hvor meget der ikke bliver gjort, er jeg nok.” Det er at gå i seng om aftenen og tænke: “Ja, jeg er ufuldkommen og sårbar og nogle gange bange, men det ændrer ikke ved sandheden om, at jeg også er modig og værdig til kærlighed og tilhørsforhold.
– Brené Brown
Tingene har det med på en sjov måde at komme i en cirkel med et twist. Jeg har været vidne til en sød stigning i den måde, tingene er smeltet sammen på gennem den fortvivlelse og smerte, som døden bringer, og de ændringer, som nedlukninger og restriktioner skaber. Tiago (min eksmand) og jeg flyttede sammen igen – ikke som et par – men som to individer, der er fælles om at være forældre for to fantastiske drenge. Og det fungerer på dette tidspunkt i vores liv. Jeg har også været nødt til at give slip på nogle tætte venskaber, hvilket har været bittersødt. Jeg er langsomt ved at lære, hvor vigtigt det er at være sammen med dem, der får mit nervesystem til at slappe af, og hvor vigtigt det er at være i godt selskab. Jeg føler mig meget taknemmelig for den urokkelige stamme af mennesker, jeg har i mit liv, jeg føler mig meget ydmyg over for det søde og ægte portugisiske fællesskab, jeg har fundet på bjergtoppene sammen med tilstedeværelsen af Oli, Caroline og Gerdus, som har været en integreret del af helingen og støtten det sidste år. Vi går alle forskellige rejser sammen, vævet sammen af individuelle fortællinger, der svinger mellem sorg og glæde. Det er fascinerende, fordi vi har så meget at lære af hinanden. Det, der giver vores liv mening, er ikke de historier, der definerer os, men hvordan vi kommer på fode igen og holder vores hjerter åbne for at elske det, der er vigtigt for os. For mig har det at give slip været en lang integrationsproces, siden jeg første gang sad i junglen i 2015. Min integrationsproces har handlet om at “blive hel”, selv om jeg til tider ikke har været bevidst om det. Endelig kan jeg for første gang i mange år samle trådene og være taknemmelig for hvert kapitel i en historie, der stadig udfolder sig.