Når jeg taler med folk og hører deres historier, har det generelle tema op til denne særlige formørkelse været angst – en følelse af at være overvældet – med et forstørrelsesglas, der bliver presset mod hver eneste lille detalje i vores liv. For mig har det været en stærk påmindelse om, at vi i tider som disse er nødt til at vågne op og møde op til det, der bliver bedt om af os (uanset hvor ubehageligt det er). Det betyder, at vi skal være gennemsigtige og ærlige over for os selv og andre og finde et rum, hvor vi kan udtrykke, udforske, kommunikere og dele med hinanden på en måde, der føles autentisk for både giveren og modtageren. De seneste måneder har uden tvivl været en meget udfordrende tid for mig og mange andre. Jeg har følt mig klemt inden for tynde vægge af følsomhed, hvor det mindste puf udefra kan bryde ud i en vulkan af tårer – uden filter, uden pause og uden stopknap.
Jeg føler, at det er meget vigtigt i denne tid at bevare jordforbindelsen til det, der er virkeligt. Vi skal passe på, at vi ikke lader os svæve væk og undgår at møde op til det, der kræves af os nu.
Jeg har mødt så ubehagelige tanker om selvhad og smagt på smerter fra fortiden. Hvor jeg troede, at jeg var helet, har jeg indset, at der som et løg er endnu et lag af traumer, der bliver frigivet. Jeg har set min angst dukke op og sabotere en smuk dag, overvælde mig og væve giftige spind af tvivl. På nye områder af mit arbejde, i mit parforhold og som mor er jeg blevet grebet af frygtens kløer. Med så meget ude af balance på vores planet lige nu lever denne frygt i den modsatte dimension af kærlighed. Den tapper ind i en universel frygt og dyb usikkerhed i den tid, vi lever i nu. Inden for denne spirituelle arena, som jeg har bevæget mig i de sidste 15 år, er der så meget, der giver mening for mig. Der er så mange smukke læresætninger, ideer, lærere, tanker og inspirerende måder at forstå, hvad det vil sige at være et menneske.
Samtidig synes der inden for spiritualismen at være mange omveje eller nye måder at undgå at møde op til det, der virkelig sker i vores liv. I de seneste uger har jeg haft så meget lyst til at give solformørkelsen og åbningen af løvens port i august, hvor der er nymåne i Løven, skylden for mine følelser. Denne tilgang synes at være en nem måde at omgå det, der faktisk sker i vores liv. For mig er det en måde at undgå at være til stede i det, som denne Danmarksbevægelse ryster op i mig. Når jeg løber væk fra min skygge, undgår jeg at omfavne hende fuldt ud og alt det, hun bringer til mit liv. Jeg ser ekkoerne og cyklusserne fra min fortid. Alt, hvad jeg har gjort indtil nu, har forberedt mig på denne dybe afskalning af en gammel hud. Livet er trods alt sådan en smuk leg, hvor vi kan genopfinde os selv, når vi har lyst. Men misforstå mig ikke. Jeg elsker astrologi, og hvordan den giver mig mulighed for at forbinde punkterne i mit liv. Den hjælper mig med at få indsigt og gør mig i stand til at læse mit kort og forstå, hvor mit næste skridt skal være. Jeg føler, at det er meget vigtigt i denne tid at bevare jordforbindelsen til det, der er virkeligt. Vi skal passe på, at vi ikke svæver væk og undgår at møde op til det, der kræves af os nu. Det er vigtigt, at vi ikke tager denne spirituelle vej og os selv for alvorligt. Jeg kan se, hvor vigtigt det er at være til stede i hvert øjeblik, og hvordan denne praksis med at være i NU’et giver os mulighed for at være i kærlighedens rum. Det giver os mulighed for at være i mulighedernes rum, det giver os mulighed for at være i acceptens rum, og det giver os mulighed for at være i forandringens rum. Jeg vil slutte af med dette mantra fra en vidunderlig astrolog, som jeg følger, Tom Lesher:
