Man siger, at efteråret handler om forandring og om at give slip. At det handler om at gå indad og finde ud af, hvad der er der. Efteråret er repræsenteret i de fantastiske farver, det formår at frembringe: brændte appelsiner, røde og gule farver. Hvert blad, der falder, byder på en fortælling om refleksion. Især dette efterår indvarsler en dyb opfordring til at give slip og holde fast i de muligheder, der ligger forude på den anden side. Dette efterår har været en dyb undersøgelse af: Hvor føler jeg mig ikke værdsat? Hvordan værdsætter jeg mit selvværd? Hvor holder jeg ikke mine grænser for ja og nej? Hvor er jeg ikke klar eller præcis i min kommunikation med dem omkring mig? Hvor går jeg på kompromis med mine værdier og mig selv? Hvordan udtrykker jeg bedst mine følelser over for mine omgivelser med empati og medfølelse? Hvordan formulerer jeg bedst mine behov og anmodninger til dem uden at føle skam og skyld?
Min dans med ærlighed har ført mig ad en meget dybtgående og konfronterende vej de sidste femten år. Den har ført mig til nogle af de mest ubehagelige steder i min indre skygge og samtidig åbnet så mange døre, som jeg stadig er ved at finde nøglen til. Jeg udgav min første bog for to år siden med titlen An Open Relationship, som handler om vigtigheden af ærlighed, integritet og de valg, vi træffer. Dette særlige øjeblik synes at rumme en stærk cocktail af alt det, der er sket de sidste fem år sammen med den nuværende tilstand for vores klima, natur og vores art. Jeg er fyldt til randen med en flodbølge af rå følelser, der slår mod mig fra alle vinkler. Man siger, at efteråret handler om forandring og om at give slip. At det handler om at gå indad og finde ud af, hvad der er der.
Mit bryst mærker den tunge, kolde bølge af følelser, da hun skubber sig ind til endnu en omgang udmattende tortur. Eksplosionen rammer, og det føles, som om jeg ikke kan trække vejret; jeg prøver at holde mig oven vande, men jeg synker i et hav af følelser. De drømme og planer, jeg har lagt for mit liv, føles som fjerne skibe i horisonten, mens jeg prøver at stole på alt det, der er lige nu. Prøver at forstå historien, prøver at forstå, hvordan livet kan være så smukt og sødt, men også fordrejet og sårt. Hvordan man navigerer i lykken og smerten, der sidder side om side. GRIEF
Hun er der i den fulde herlighed af det, der var, og som nu ikke er mere. Hun står i døren til hvert vågent øjeblik af forandring og minder mig om, at intet varer evigt, og at alt bevæger sig fremad til næste øjeblik. Hun kommer med nostalgi og drømme, der er blevet talt om, men som ikke har kunnet komme frem i lyset. Hun sidder tungt i mit indre og er til stede i hver eneste indånding og udånding. SADNESS
Hun står lige ved siden af sorgen, og med hver bølge, der passerer, sender hun sin hær af tårer ind i hjertets dybeste kamre. Sorg giver ingen ro som en tyk tåge, der kommer ind i bugten, hvor hun sidder og venter. Tåreflommen åbner sig igen, og det er, som om jeg drukner i sorg. ANGER
Hun er stærk, hun er voldsom, hun er vild og ude af balance. Hun skriger i stilheden over ord, der har ramt hende og brudt hendes indre tillid. Vreden raser i en krig af uopfyldte forventninger, hvor værdier er blevet kompromitteret. Vreden raser gennem bedragets tango. BLAME
Hun er der med alle sine uønskede meninger om historierne. Bebrejdelse giver næring til ilden; bebrejdelse gør modstanderne til skurke. Bebrejdelser lader offerrollen tage over og skaber en flygtig tilfredsstillelse, som derefter efterlades i ensomhedens følelsesløse tomrum. ENSOMHED
Hun er kold, hun føles som gift, hun er is. Hun tager glæden ud af hverdagens opgaver og omslutter alt, hvad du rører ved, med et lag af håbløshed. CONFUSION
Hun er der efter stormen, sidder på hegnet og ser på de forskellige sider af opløsningen. Hun bringer hundrede andre stemmer med sig i blandingen, hver med deres unikke syn på begivenhederne.
Hun skruer op for volumen, presset, galskaben, vanviddet og støjen. Det bliver højere, højere og højere, indtil du sidder ansigt til ansigt med det hele. Sindssyge? Udødelighed? Og søvnløsheden. KÆRLIGHED
Hun er der under det hele og holder dig igennem det, der føles som en død. Hun hvisker: “Stol på, giv slip, vær venlig, tilgiv, sig undskyld, kys, dans, rejs dig op igen, vær blid ved dig selv, grin … træk vejret.” Hun minder os om taknemmelighed – taknemmelighed for alt, hvad der har været, taknemmelighed for alt, hvad der var og vil være, og taknemmelighed for de enkle ting i livet, som tager pusten fra os. Det er, når vi vender tilbage til denne enkle tilstand af kærlighed, at vi kan vende tilbage til vores fødselsret i nuet. Kærlighed er grundlaget for selve vores DNA. Jeg vil forlade jer med et uddrag af et smukt digt af Bianca Sparacino…
